Denne lille hund, der også kaldes „Japan Chin“, menes at være forfader til den nuværende pekingeser. Den stammer da også fra Kina, hvorfra den med budhistmunke kom til Japan for over 1000 år siden. I mange hundrede år var det den foretrukne hund ved det kejserlige japanske hof. Engang i middelalderen bragte søfarende den med til Europa, hvor den - særlig i England - blev meget populær som „skødehund“ i fornemme kredse.

En japanese er ideel som selskabshund, fordi den ikke blot er livlig og intelligent, men også en elegant lille hund med yndefulde bevægelser. Den stiller ikke større krav til motion, og den er særdeles renlig. Det er f.eks. en særlig egenskab ved racen, at den vasker sig i ansigtet på samme måde som en kat.

Den er lidt lettere af bygning og mere højbenet end en pekingeser, men den har det samme relativt store og runde hoved med flad snude og store, mørke øjne, der sidder langt fra hinanden.

Pelsen skal være lang og busket og glat. Grundfarven er hvid med sorte eller rødbrune aftegninger.

En japanese skal være så lille som muligt, men der godkendes en skulderhøjde op til 28 cm.